og de fik da hver sit vaaben. Omkring to og et halvt aarhundrede senere tilfaldt kastellet Montespertoli som arv Machiavelli med de dertil hørende rettigheter over kirker, tiender o. s. v. Men da samtidig middelalderens feudalvæsen ophørte, var rettigheterne ikke særlig værdifulde. Ellers hadde ætten eiendomme i San Casciano-kommunen. Og i Firenze eiet de sine bygaarder i Santo Spirito-kvarteret og nær Ponte Vecchio. — En hel del medlemmer tilbake i ætten hadde deltat i republikkens styre og ogsaa beklædt de høieste stillinger der, baade som „prior“ og som gonfaloniere (nærmest præsident); under de indre borgerstridigheter synes de at ha stillet sig paa guelfernes eller „folkepartiets“ side.
Mester Niccolò’s far var jurist. Der var to sønner og to døtre. Men Niccolò overtok, som nævnt, ved farens død eiendommen som ættens overhode, skjønt han ikke var ældste søn; og deri maa jo ligge, at han uten motsigelse blev regnet for den forretningsmand av de to, som var opgaven voksen ved godset med de juridisk indfiltrede eiendomsforhold — en følge av den nye tid og de dermed sammenhængende avviklinger. Av breve fra ham og fra hans venner og sønner ser vi at han altid, selv naar han var langt borte paa reiser, holdt øie med eiendommen, ledet gaardsbruket, blev underrettet om aarsutsigterne, gav smaa vink om en uregjerlig mule o. l.
Her ved hans herkomst vil jeg nævne at, da hans misundere engang under hans fravær laget komplot for at faa ham fjernet fra hans stilling i kancelliet, man da vistnok grov frem et rygte om hans eller farens av-
