for statens ve og vel. Dengang var Niccolò en fem og tyve aar.
Bare disse to oplevelser var jo tilstrækkelig til at ribbe og bringe et sind ned paa virkelighetens plan.
Det eneste man ellers vet om hans forhold til aandsliv, er at han var glad i musik, og selv drev den; det fremgaar av breve til ham fra en av sønnerne, at han ialfald spillet, og paa en Tysklands-færd engang ser vi av hans egne breve at han opsøkte en musiker (komponist). Men forøvrig er det bare den skrivende kunst han dyrker og bryr sig om; den bildende synes at være ham ganske likegyldig, ialfald maleriet; et par ganger i sine skrifter bruker han billeder fra billedhugger-faget. Men aldrig et ord om eller navn av en kunstner! Og det endda han var bysbarn med og samtidig med verdenskunstens største: Leonardo da Vinci (1452—1519) og Michel Angelo (1475—1564). Gjennem andres breve ser vi endog at Michel Angelo ialfald maa han personlig ha kjendt godt.
Om mester Niccolò’s toskanske æt vet man i korthet dette: Den var gammel, og man kan følge den langt tilbake — en landadels-æt, det gik ut med som følge av overgangen fra middelalder til nyere tid, om man end fremdeles kunde leve av sine midler og de indtægter, eiendommen indbragte, da mester Niccolò overtok den; man har regnet ut efter grundtaksten ca. 1500, at den paa den tid indbragte mellem 3 og 4 tusen kroner omsat i vore penger.
Ætten nævnes første gang 1120, da den delte sig i to grener, nemlig Castellani, herrer til Montespertoli, en liten kommune like syd for Firenze, og Machiavelli;
