han frigav Frans I, som jo var den bedste garanti for varig fred han kunde faa. Den nøkterne Guicciardini trodde det motsatte. Og han fik ret: de to sluttet forlik, Frans I blev fri: og tænkte selvfølgelig straks paa fredsbrud og paa hevn. Keiseren forskjertset altsaa ved et pennestrøk hele sin store seir ved Pavia. Der er rent uaar paa statsmænd. Og det er dette ufornuftige, uberegnelige som plager Machiavelli, endog der hvor det gjælder fiendernes holdning; i et brev fra slutten av 1526 til Guicciardini klager han saaledes over tidens vrøvl, hvor selv ikke fienden ser klart og griper chancerne eller forstaar at utnytte en seir: alle bare sover! Han nævner pavens forsmædelige nederlag ved Siena, som jeg i en anden forbindelse har berørt, da 400 mand slog hele 5 à 6 tusen paa vild flugt: „... Keiseren hjælper ikke sine, og det kunde han let ha gjort; spanierne kunde ha gjort os (ɔ: paven) mangt et peik, men de har ikke gjort det; vi kunde ha seiret, men vi gjorde det ikke — paven fortrøster sig mere paa blæk og pen end paa tusen soldater. Bare sieneserne har handlet dygtig, og det kan ikke undre, om i en gal tid de gale viser sig dygtige...“ Ogsaa Fr. Vettori skriver i et brev fra omtrent samme tid lignende: det er bare keiserens vilde held og slumpetræffet som raader.
Den krigspolitiske situation dette aar er følgende: Tyskekeiseren manglet penger, og kardinal Prospero Colonna, pave Clemens VII’s fiende, mere hærfører end prælat (han var kavaleri-general!), bød sig til at ta Clemens VII til fange, og rykket pludselig ind
