tvil baade om franskekongen og om paven, da jo Giovanni er kongens soldat. Og naar saa det skedde, vilde det meget snart fortumle spaniernes hjerne og ændre deres planer, som kanske har tænkt uhindret at faa ødelægge Toscana og Kirkestaten. Det vilde faa kongen til at skifte mening og drive ham fra at holde avtalen og til at vælge krig isteden, naar han saa, at han kom til at slaa lag med virkelig levende mennesker („genti vive“), og at, foruten hans overbevisning, ogsaa kjendsgjerninger taler. Er dette ikke utveien, ja, saa vet jeg ikke hvor den er. Ei heller behøves i mine øine andet; merk jer det, at, blir ikke kongen rokket ved stridskræfter og autoritet og med virkelig levende ting („cose vive“), saa vil han holde overenskomsten, og la Jer i elendighet. For da han er kommet saa mange ganger til Italien, og I har enten stillet Jer imot ham eller bare staat og set paa ham, saa ønsker han ikke at det ogsaa denne gang skal hænde ham det samme.“ — Dette brev er, som en biograf har sagt, Machiavelli’s politiske svanesang; det staar i sin udræpelige patriotisme uovertruffet i Italiens politiske historie. Men saa ender svanesangen uventet skingrende med disse ord, som mer end noget gir fortvilelsens mislyd i hans sind: „Barbera befinder sig her; hvor helst I kan gjøre hende en glæde („piacere“), saa vil jeg anbefale Jer hende. For mig gir hun meget mer at tænke paa end selve keiseren.“ Man mindes Heine. Men det er den forskjel: hos Machiavelli er de kast aldrig maner, allermindst literær maner.
Machiavelli trodde ikke at keiseren var saa taapelig,
