dre; da faar paven kanske den fornøielse at flygte til Schweiz og „dø av sult“, eller bli tat med til Tyskland for at haanes som en komisk figur, eller til Spanien for at bli ribbet. Ti nøitralitet er dumhet; i begge breve kommer han ind paa det alternativ, og utreder det slik at hans satser gaar igjen den dag idag i strategisk-politiske avisartikler der syd: „... Det at være nøitral tror jeg aldrig var nogengang til gagn for nogen, at si, naar han sat i slike kaar at han er mindre mægtig end enhver av dem, som slaas, og har sine stater liggende ind imellem deres, som slaas... pave Giulio brydde sig aldrig om han blev hadet, naar han bare blev frygtet og æret, og med denne frygt snudde han op ned paa verden og bragte kirken dit, den nu er: Jeg sier Jer at den som holder sig nøitral, maa bli hadet av den, som taper, og foragtet av den, som seirer...“ Og han faar nok siden bære følgerne av holdningen. — I det andet brev sier han: „Og hvad nøitraliteten angaar en utvei som jeg synes at forstaa mange holder paa, — saa liker jeg den ikke; for jeg mindes ikke, hverken i de affærer, jeg selv har været med paa, eller i hine, som jeg har læst om, at den nogen gang var god. Tvertimot har den altid været saare fordærvelig, fordi man sikkerlig taper paa den...“ Og litt længer nede i brevet: „For mig staar det slik at det at holde sig nøitral mellem to, som slaas, ikke er andet end at lægge an paa at bli hadet og foragtet, fordi der nok altid er én av dem, som synes du for velgjerninger, du har mottat av ham, eller for gammelt venskaps skyld, er forpligtet til at dele skjæbne med
