dette kald med det mod og med de forhaabninger, som man griper retfærdige foretagender, paa det at under dets merke baade dette vort fædreland kan adles, og hine ord av Petrarca under dets auspicier kan vorde sandhet:
Se, kraften sverdet hæver
mot vildskaps vold! og kort blir dystens stund:
End oldtids mandsmod lever
hos hver italiker i hjertets bund.“
Ovenpaa et saadant kapitel er der ingen grund til tvil om bredden og dybden av Machiavelli’s nationale bevissthet. Her er idéen modnet, uten selvmotsigelse. Og av det som før er sagt om hans politiske alliance-arbeide under embeds-aarene: Er der egentlig tvil om hvor hans tanke særlig færdes, naar han her nævner barbarerne? Med Frankrike ønsket Machiavelli forbund; men under Medici var det tyskerne, som begyndte at oversvømme halvøen, og nu grasserte der.
Forresten er det ikke saa at Machiavelli var den første i det nye Italiens historie, som følte smerten over folkets uværdige stilling og over fremmed-flommen. Nationalfølelsen er igrunden gammel i Italien. Der er en lang og bevisst linje helt fra de ældste tider; og uviljen har en bestemt adresse. Men det kom kun til orde hos folkets største aander. Machiavelli var derimot den første store statsmand, som var optat med politiske, praktiske planer for at rense landet. Petrarca’s merkelige og høistemte, sterkt følte canzone „Italia mia“ (mit Italien) — den hvorfra Machiavelli ogsaa citerer hine linjer tilslut i
