tænker sin næste den grad av lettroenhet, at vi virkelig lar os overtale, naar han forsikrer, at f. eks. Fredrik II av Preussen, midt i sin moralske indignation over satsen, veg tilbake for den? at Cavour gjorde det? Bismarck? Venizelos nu? eller endog politikere i en stormagt, hvis fædreland slet ikke var i havsnød? Saalænge overhedet krigens attavistiske spøkelse gaar igjen paa jorden, er selvfølgelig satsen i allerbedste velgaaende; og man maa kunne spare sig flere betragtninger for eller imot. Satsen er den dag idag lyslevende det fuldgyldige uttryk for den internationale moral; straks det skal staa sin prøve, kjender man ingen anden.
Forøvrig heter satsen hos Machiavelli, nærmere beset, ikke det korte: Maalet retfærdiggjør midlerne. Men den heter: Midlerne retfærdiggjøres av maalets hellighet. Det blir en smule forskjel: det ene et erobringsmaksime for imperialister og voldsmænd, for samvittighetsløse saakaldte overmennesker, for jesuiter-kollegiet, som vil grundlægge det klerikale imperium paa jorden; det andet skapt for folkeslag og stammer i havsnød. Det var just ikke Machiavelli’s tanke at alverdens skidne hjerner skulde ha ret til at filtrere ut en ren hensigt av hver tilfældig skurkestrek.
Men der er, som antydet, endnu noget mere ved Machiavelli’s moralfilosofi. Hans samtid saa ingen almenlove, og benegtet at der fandtes saadanne, endog bare til bruk i nuet: alt gik paa slump, al fremgang berodde paa éns erfaring og éns skjøn i det enkelte tilfælde. Saaledes var hans ven, histo-
