beider ustanselig ogsaa med dette moralske problem. Og kommer da tillike ind paa sammensvergelser; det er i hans politiske prækener til tekst av Livius. — Men han indrømmer ialfald at nogen ærefuld seir er det ikke, naar den er vundet ved svik; man staar da bare med den rent materielle vinding i haanden: et rike. Og Vorherre impliceres ikke i affæren.
Dette er i store træk hans system. Men ilden bak den, det er, som sagt, den claustrofobes trang efter at se vilje i praksis; kultus av vilje som saadan ligger bak, den er hans store nydelse.
Den mand, som handler efter disse politiske og moralske principper og har held, er for Machiavelli fyrsten; han er upersonlig, en idé, skapt ut av hans tørst efter en høvding, som rager op i det politiske røre, i den av egennytte gjennemsyrte stat, og levendegjør systemet. Og det er en rasert sjæls ulægelige patriotisme, ikke moralsk forvildelse, som ligger bak hans uhyggelig kolde satser. Den sats, som enkelte fører tilbake til ham, at hensigten helliger midlet, var for Machiavelli bare til bruk for en stat i havsnød; den er et eggende paradoks, med sin bestemte og aktuelle bakgrund, utgaat av en ædel og uegennyttig trang efter at hitte paa det sidste middel til redning. Selv om de, som op gjennem tiderne strævet med at skape stater og samle nationer, i krumrygget hykleri smyger sig for at staa ved sin vitterlige politiske leveregel, eller bent frem uttaler sin harme og avsky for satsen, saa ser man jo likefuldt at den har sin gyldighet, endog ned til den dag idag. Gives der nogen saa barnslig, han til-
