handlet saa forskjellig fra f. eks. Frankrikes behandling av Genua. Og det bør nævnes at det netop var Machiavelli’s fortjeneste. Man hadde endog mat med til den utsultede befolkning. Men Pisa, den engang saa mægtige handels- og sjøkrigs-by, mistet al politisk frihet; de stolte storætter flyttet da ogsaa ut i mængde. Og dets herlige kirkegaard, dets største seværdighet til den dag idag, ligger der igjen næsten som symbol paa falden storhet. — Da hadde krigen altsaa staat paa i hele 15 aar.
Det var en triumf for den nationale milits. Og denne begivenhet betegner vel høidepunktet av Machiavelli’s magt som offentlig mand; hans venners glade breve synes ogsaa at tyde paa det. Byens gjenerobring var ene og alene sekretærens fortjeneste. Men selvfølgelig styrtet forfængelige borgere til, satte forbi hverandre i kapløp for at tilrane sig æren. Og det er eiendommelig at se at ogsaa denne gang har historien hugget feil navn ind i sin marmortavle: Machiavelli’s navn mangler over raadhusporten i Pisa; der staar to-tre andres navne, som intet hadde med militsen at gjøre.
Machiavelli lot det skure. Det tør nok tillike hænde at der lekte et eget smil om hans mund, da han saa disse halvt uvedkommende krabbe over hverandre for at faa sit navn hugget ind i anledning av Pisa’s endeligt, — et smil, som var en krusning over dypt vand og som i øieblikket ingen saa, end si: forstod. I forholdet til Pisa nemlig er der atter en motsigelse, motsigelsen mellem hans sympati og hans pligt som florentinsk sekretær, en konflikt, som et saa
