følsomt og logisk instinkt som Machiavelli nok ogsaa selv har fornemmet: En fristat som Pisa maatte han personlig føle varmt for. Ensteds sier denne skarp-øiede frihetsskjønner: „Av al haard trældom er den haardest som slaar dig under en republik“; han sier ogsaa hvorfor: fordi den trældom er varigere og uutslippeligere, og fordi en republiks maal er at svække den enkelte til styrkelse av det hele. —
Jeg har gjennemgaat disse Machiavelli’s legationer saa vidtløftig, fordi de gir et klart billede av hvad slags affærer hans stat benyttet ham til. For det første skikkes han altid som ekstraordinær gesandt. Ser man dernæst nøiere efter, er han som oftest paa sendefærd for at sondere, spionere, lytte og lure og læse meninger bak ordene. Ofte uten klare instrukser. Vi ser ham gang paa gang paa reise til Italiens snedigste smaafyrster og Firenze’s hemmelige fiender; det er rent psykologiske undersøkelser han er utsendt til, han skal sokne efter det som ligger gjemt paa bunden av deres sjæl. Allerede hans første sendelse, den til Caterina Sforza, er av den art. Ved sit gjennemborende blik og sin uendelige snedighet er han dømt til slike missioner. Fremfor alt er den til Siena’s fyrste Pandolfo Petrucci en saadan sendelse. — Eller han skikkes for at forhale en avgjørelse: Den til Cæsar Borgia 1502 var av den art, den første til Maximilian likesaa i grunden; hans hverv under Pisa-koncilet 1511 er av samme art: det gjaldt jo at forkludre en sak, at rende brodden av noget uundgaaelig. Det foregaar tit under de vanskeligste postforhold; og det hænder at han, for at ta en stik-
