— og reiser ogsaa. Da har Maximilian ikke mottat saameget som én soldo av republikken! Midtsommers er atter Machiavelli hjemme efter et halvt aars fravær.
Like efter hjemkomsten samler han sine indtryk, som han før har git spredt i depecher: „Rapport om Tysklands affærer“ (Rapporto di cose della Magna), et rids av keiseren og av folket. I grundighet staar den, som sagt, ikke paa høide med den tilsvarende avhandling om Frankrike; han hadde jo desuten været bare i Schweitz og Tyrol. Men han dømmer rigtig, der han redegjør for politikken nordenom Alperne, kort og koldt og ubønhørlig. Det er forresten tillike noget av et aktuelt tendensskrift, moraliserende i likhet med Tacitus’s „Germania“, idet han vil gi et manende billede av nøisomhet til efterfølgelse for Firenze og for Italien; han priser tysk enkelhet i levesæt, tysk kraft, det folks krigerske egenskaper. Men rigtignok — jeg synes ikke det skal forbigaaes her — bare et aars tid senere, da han passerer Verona, falder han straks i tanker, hvorledes den by bedst skal kunne befæstes. Mot hvem? Det kan fornuftigvis kun være mot tysk invasion ned gjennem Tyrol.
Saa er det Pisa-krigen igjen, som har ligget helt nede under Machiavelli’s fravær i Tyskland. Franskmændene hjælper til; de hadde i det hele et ondt øie til Pisa, fordi det i sin tid hadde støttet republikken Genua i dennes motstand mot Frankrike. Machiavelli er tilstede med sin milits og forestaar i virkeligheten alt, endda han slet ikke har ledelsen. Han driver paa med slik kraft at franskmændene blir
