gang; i medgang er de hovmodige. — De er foranderlige og lette paa det...“ Jeg nævner dette, ikke netop fordi dommen er saa særlig træffende om det vi idag forstaar ved en franskmand, men fordi det er betegnende for Machiavelli at en slik kold og knivskarp dom fælder han om det folk, paa hvis venskap og hjælp det just er hans inderste overbevisning at Firenze’s hele eksistens beror.
Næste større gesandtskap gjælder Cæsar Borgia. Da denne nemlig faar franskekongens ordre om ikke at røre Bologna, vender hans interesse sig mot Toscana; han sværmer rundt om det, anmoder om tilladelse til at marschere gjennem det o. l. Og altid med de fordrevne Medici i sit følge. Tilsidst tar han Piombino, en sjøby i vest, og sætter sig fast der (1501). Pisa og Lucca i nærheten vider sig straks ut og blir frække; og næste aar har Firenze Val di Chiana-affæren, som jeg før har nævnt: Cæsar Borgia kommer med en flok kondottierer sopende foran sig; Firenze’s smaabyer indover Chiana-dalføret falder fra — de som lar være, gjør det ene og alene av frygt for Frankrike, som atter blir betænkelig ved denne Borgias graadighet; ti hans drøm var aabenbar: at favne om Toscana, kongedømmet Napoli, kirkestaten — foruten Romagna. Denne mistænksomhet er selvfølgelig Cæsar Borgia den første til at veire; og ofrer straks Medici med alle de fiendtlige kondottierer. Som han siden ifølge Machiavelli’s indberetninger — de er skrevet av ham, bare undertegnet av legaten — selv frækt sier: „Jeg staar ikke her (ɔ: i Toscana) for at tyrannisere; men for at utrydde
