for matforsyningen og faa stanset uvæsenet. Den ene kommissær vilde ikke være pant for et insolvent fædreland og rømte straks hjem igjen fra dette utsultede røverpak, som leiehæren var; den anden — Luca degli Albizzi — og Machiavelli blev paa post, og fulgte tropperne, uten et øieblik at miste besindelsen: da saaledes Pisa vilde overgi sig til Frankrike og den franske feltherre tok imot tilbudet, protesterte Albizzi i Signoria-raadets navn. Og bombardementet begynder, og alt forløper efter ønske; men da man saa skal til at storme, viser det sig at pisanerne har gravet dype løpegraver paa indsiden av muren, saa hæren maa retirere. Leiesoldaterne blev misnøid; de begyndte at knurre, klaget over kostmangel, krævet sold utbetalt; den franske general meldte de to at han ikke kunde svare for noget længer, og gav Firenze’s mangelfulde matforsyning al skyld for revolten; han holdt sig væk fra det hele og lot de to ta støten alene. En vakker dag tok schweizerne Albizzi til fange, truet ham med fældet hellebard til at betale sold endog til en ganske uvedkommende flok schweizere, som netop ankom søndenfra Rom; ja, han maatte til og med punge ut med 1 300 dukater av sin private kasse. Og straks det var erlagt, opløste leiehæren sig og drog sin vei!! — Dette skedde midtsommers 1500. Kong Ludvig XII skrev til Firenze og beklaget hændelsen; og lovet vel for fremtiden: han skulde nok ta Pisa! vilde sende en ny general og andre soldater, som skulde ligge efter byen hele vinteren og trætte den ut, og saa ta den eftertrykkelig til næste sommer. Firenze svarte nei
