pas imøtekommenhet burde da Firenze, hans allierte, ialfald vise ham! Nu først blev situationen rigtig vanskelig, for det var jo netop i den gode, gamle republiks aand at rope paa koncilium — det hadde man saaledes gjort under Savonarola. „De otti’s raad“ holder lange raadslagninger; man kvier sig, man kan ikke godt si nei heller. Og enden paa det blir at man avstaar kongen Pisa til det bruk; kun bad man om at dette valg av sted skulde holdes hemmelig længst mulig. Saa læser da paven med egne øine stevningen til Pisa-koncilet paa Rimini-katedralens dør. Han sender øieblikkelig en biskop til Firenze og beder dem negte Ludvig XII Pisa til kirkemøtet. Men imens blusset al hans krigerske trods i veiret: han belægger Pisa og Firenze med interdikt, slutter en hellig liga med Spanien og Venezia mot Frankrike, og i spidsen for tropperne blir vicekongen i Napoli, feltherren Cardona, sat. Ludvig gir sig ikke: Kirkemøtet skal ha sin gang! Og han faar støtte av Maximilian, som jo gaar om med sin drøm om selv at bli pave. — Machiavelli blir sendt rundt for at møte kardinalerne, som de stevner til Pisa-koncilet, og overtale dem til at vente litt; han drog til Milano for at besnakke den franske feltherre og vicekonge der; han ilte til Frankrike for at sondere der og atter prøve at forlike paven og kongen. Men Ludvig er strid: han vil ha koncilet. Saa er der intet andet fore: han tar til Pisa for at lede møtet saadan rent politimæssig. Først negter han i Firenze’s navn kardinalerne at indfinde sig med krigerfølge, og prøver at lægge andre lignende baand. Ved denslags vanske-
