hos en adelsmand, som gjorde rigtig stor ære paa os; og næste dags morgen laante han os to ridedyr og en tjener; og vi drog mot Imola, hele tiden utenfor alfarveien. Og om kvelden naadde vi Imola, der vi feiret karneval hos signor Giovanni Sassatello, som var som en slags herre til Imola; og vi hadde det som rene fyrster. Og vi var en otte-ti dage hos ham. Og høimodig overlot han os to staldkarer og to ridedyr like til Prato — alt det for den almægtige guds naade og hans hæderkronede moder jomfru Maria’s og S. Biagio’s og mester S. Lionardo’s, vore skytshelgeners naade. Disse svigter aldrig noget menneske, som anbefaler sig i deres varetægt. Vi kom hjem og var frelste.
Jeg mindes, hvorledes første søndag i fasten, som var 12. februar, vi som sagt kom hjem. Og hvorledes vi med den glæde, som vi hadde i saa rikt et maal, bøtet paa det, vi hadde lidt den forløpne tid; og hvorledes hele Prato kom for at snakke med os og glæde sig med os, fordi hver evige en trodde jo, at vi aldrig vilde vendt tilbake; saa ilde saa det ut for os.“
Dette interiør nede i fængselstaarnets bund med spanieren og de to menløse, far og søn, som krigens tid slaar til varger for at berge livet, det er intet sjeldent syn, det er ingen undtagelse. Det genre-billede er, som sagt, heller ingen pastisch eller literært produkt; det er bare en fortvilet tids egne ord, som snakker stilfærdig til os fra den ulærde nedtegnelse. Denne gripende enkelhet og underlige resignation, som likesom er blit vane!
