ikke den som følger av at der leves vildt, — at den har kulturhistorikerne for litet understreket; man har isteden talt om glad livsutfoldelse, om en straalende tid og lignende. De har derfor ikke tilstrækkelig faat øie paa, hvor sindene pendler. De pendler ikke egentlig mellem „hedendom“ og „kristendom“ med dertil hørende dogmer. Men de pendler mellem noget som ligger bakenfor dette, mellem dyrisk livsangst og omgaaelsen av livsalvoret, eller, som det ogsaa heter: kunst. Den aand, som staar midt oppe i dette og dog beholder hjernen klar og kold, som ikke pendler, — han hører til historiens giganter; nævner man endog skikkelser som Alexander den store eller Cæsar i samme aandedræt med ham, blir man forlegen og smiler man.
Tilslut vil jeg oversætte en samtidig borgers erindring fra Prato’s „sacco“ 1512 — den begivenhet som særlig fyldte sindene i Firenze med gru; Prato er som bekjendt en liten kommune litt utenfor moderstaden og ligger i den nordre kant av Arno-sletten. Feltherren Cardona slap sin hær løs paa byen; den bestod bl. a. av spaniere, ja liketil maurere, og de var sultne som varger. De præsterte da ogsaa, hvad bare glubende soldater-appetit kan præstere, naar man har levet paa skral kost i længere tid. Der er mange samtidige nedtegnelser bevaret om den begivenhet, digte og erindringer — nogen haarreisende og detaljerte, saa man i et nutids sprog staar fast for gloser, naar man skal antyde, hvad disse dyriske og forvildede soldater-hjerner utpønsket av grumhet, voldtægt, sadistiske utskeielser. De grasserte 22 dage i
