Side:Renæssansemennesker.djvu/106

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

træk; de avbeitet Prato, det eksisterte ikke efter den fest. Og allikevel sier de samme krøniker at de fortier en del av de „endeløse skjendsler“ „av blufærdighet“. — Disse beskrivelser tar jeg ikke. Men jeg vil med mindst mulig ændring og forkortelse oversætte en „erindring“, som en jevn borger av Prato — Andrea Bochineri — har nedtegnet; efter løsepengenes størrelse at dømme er det vel nærmest en smaabymatador. Skjønt den paa en vis er en digression, tar jeg den med, fordi ellers mangler der noget i billedet av tidens psyke, av renæssansens saakaldte „straalende“ tid; begivenheten er gjenfortalt med en ulærd, uliterær mands egen stammende røst, og just derved skjænker den os duften av en hel tid, rykker den i al stilfærdighet tæt indpaa os, saa vi ser! Ser uforvarende like ind i tidens grinende gladiator-fjæs. Men jeg hitsætter nedtegnelsen ogsaa fordi den, samtidig med dette kulturhistoriske billede fra hine ufredstider, gir os skimt av et par milde, rent menneskelige træk i krigsgudens fysiognomi; og fordi den tillike viser at det naturlige og sunde menneske-instinkt holdt ensteds til, og hvor det holdt til, nemlig som borgerlig forestilling om ordnede forhold, som bevisstheten om en fjern verdens-fornuft, kort sagt: som den egentlige og evige livsvisdom. Den bevissthet sat gjemt, ikke hos dem som levet midt oppe i tidens storm, ikke hos kunsten og genierne, men hos dem som stod utenfor det hele, hos folket eller borgernes brede lag.

Erindringen lyder, som følger:

„Jeg mindes den 29. dennes (ɔ: august), netop San