Bjørnen. Begge dens Bagben vare ubeskadigede og den reiste sig mod Mændene med rasende Arrighed; da skjød Christopher den gjennem Bringen. „Det var et prægtigt Dyr“, sagde den Gamle, „og Lieutenanten skal se at denne Bjørn godt kunde maale sig med den, vi for en god Del Aar siden vare sammen om at tage af Hie“. Dermed gik Christopher til et af de enkeltstaaende Udhuse og hentede en endnu temmeligt frisk Bjørnehud, som han bredede ud paa Grønsværet. Skindet var mørkebrunt med lysere Haarspidser og med et saa tykt og langt Rug under Nakken, at det næsten saae ud som en Manke.
„Jeg bliver for gammel og tung nu til den Bedrift“, sagde Christopher, „og mine Sønner have nok ei stor Lyst til at være rigtige Bjørnejægere; dertil hører ogsaa et andet Liv end det, en Jordbruger maa føre, naar han skal holde sit Stel i Orden. Jeg troer næsten, Hr. Lieutenant, at en Bjørneskytte, der vil have den rette Fremgang, bør være en Udligger og Skovmand i alt sit Væsen“. „Deri har du vist Ret“, svarede Lieutenanten, „jeg har tænkt det samme, og er derfor ophørt med Jagten; men jeg ved dog Ingen, som har drevet Tingen paa den Maade, uden Christen Skytter, som du vel ofte har hørt omtale“. „Ja vel“, svarede Christopher, „han er vidtbekjendt, skjønt det er uvist om der findes nogen Levende nu af dem, der vare Smaagutter, da han som en Olding løste sit sidste
