Sager under Hasselbusken ved Elven; Husmandskonen havde taget Plads paa en Tue tæt ved Bordet, og Børnene sadde i Græsset ved hendes Fødder; hun drak sød Vin af et slebet Krystalbæger, de Smaa fik Hvedebrød og Appelsiner. Da hun havde tømt sit Glas sagde hun smilende: „Saadan Glæde og Herlighed har aldrig været spurgt ved Kongstrømmen, og denne Dag skal være god at mindes“. Jeg fandt i disse Ord den smukke Betydning, at vor festlige Anretning, ogsaa for hende, samstemmede med Dagens og Egnens Skjønhed; vi hørte nu Ytringen af det aabne, venlige Sind, hvormed hun havde strøet Blomster for sin Hyttedør.
Medens vi sade ved Maaltidet havde vore Folk faaet Kirsti-Gudbrand mellem sig, og jeg kunde her nøie betragte denne Person, som var bleven mig mærkelig efter den Maade, hvorpaa han under vor Elvefart oftere kom fororde.
Kirsti-Gudbrand har, ligesom Svend Estridsen, Navn efter sin Moder, men med større Grund, efterdi hans Fader er ubekjendt. Naar mat spørger ham om den Ting, pleier han svare, at der staaer en Soldat, eller, som han helst udtrykker sig, en Kongens Mand i Kirkebogen. Hans Moder bar ham om i Gaardene saalænge hun aarkede; derefter maatte han, som saa mange Andre, hjelpe sig selv paa Benene, men staaer endnu som en femtiaarig Karl, fastere paa dem end de
