En Kirkefærd, hvorunder en rig Afdød føres til Graven, giver dog maaske det mærkeligste Træk af disse gamle Skikke; thi her anvendes stundom Græde- og Hyle-Koner. De sidde indtil otte i Tallet omkring Kisten i en egen Baad. Deres Dragt er sort med hvide, nonneagtige Hovedklæder. Man kan høre deres Jammer paa Afstand, medens Farten gaaer sagte over Vandet. Naar de stige i Land tiltage deres Klagehyl. De græde virkelige Taarer; thi det er deres Fag, og denne embedsmæssige Sorg har gode Sportler. Disse gamle Kvinder have en egen Stil i Hændervridninger og Gebærder. Det er et christeligt Eumenidechor, der giver Begravelsesreremonien en vild dramatisk Virkning, bag hvilken Sørgehusets Ligegyldighed eller Kummer kan unddrage sig Mængdens Blik. Denne Pomp er dog en Sjeldenhed, og man taler længe efter om den lykkelige Hensovede, der havde Grædekoner ved sin Grav.
Men den rige Havstril søger i Livet, ligesaavel som i Døden, selsomme gammeldags Vidnesbyrd om og Afløb for sin Overflødighed. Naar han i lange Aar har været heldig paa Havet og tilkæmpet sig ret Meget af dets Velsignelse, tænker han dog ingenlunde paa at udvide sit trange Hjem, eller udstyre det med Midler til et større Velvære. I hans Husvæsen mærker man kun lidet til hans gode Kaar; thi han har intet Begreb om hvorledes hans Levemaade skulde
