Side:Reisebilleder og Digte.djvu/161

157

kunne mærkeligt forandres eller afvige fra den nedarvede Skik; men han ved godt hvad Besiddelse er, skjønt hans Forestillinger derom ere ligesaa naive, som om de tilhørte Sagaoldet. Hans Higen gaaer ud paa at samle Liggendefæ, og han kjender Intet i Verden, der kan lignes ved forarbeidet Sølv. I svære, broget malede Kister indpakker han stedse nye Erhvervelser af dette Gods. Her er Skeer med runde, skaalformige Blade og tynde, snoede Skafter, Kander og Støv af eiendommelige Former, tætbesatte med frithængende Zirater og alskens Ringelrangel, og endelig den høieste Gjenstand for hans Stræben, en Brudekrone med Tilbehør, som han kan udleie og gjenkjende i Kirken! En saadan Rigmand i Hytten har paa denne Maade en af den Gjerriges Egenheder, uden at han derfor behøver at røbe noget Hang til egentlig Gjerrighed; han kommer maaske aldrig til at bruge sit Sølv, og han sinder sig i at det bedækkes af Smuds og Spanskgrønt, uden at det derfor i hans Øine taber noget af sin Pragt eller Mærkværdighed; men hans Lyst til disse Skatte ligner mere en Raritetssamlers Glæder end en Gniers Tørst efter Eiendom. Havstrilen er med alle disse Træk en underlig isoleret Skikkelse, men snart vil han ophøre at være det; thi vor Tid er godt skikket til at indføre sit almindelige Oplysningsvæsen i alle Bugter og Kroge, og dette maa man glædes ved, om ogsaa alle maleriske Strøg og Halv-