rids, og man tænker paa de gamle Sangeres Glæde over de kongelige Snekker, der gik under Ø med „forgyldte Brande“; snart øjner man i Havbrynet en enkelt Seiler som et tindrende Fnug, og atter ser man hele Flaader dukke frem af Horizonten og søge ind mod de dybe Fjorde.
De frugtbare Trakter af disse Øer give sig i Almindelighed ikke saa snart tilkjende fra de høie Bjergplaner; Dalene ere smaa og splittede. Nede mellem Klippernes Sænkninger ligge hyppigt Rækker af rolige sorte Kjern med grønne Bredder. Klare Smaaelve risle fra det ene Bassin til det andet og glide videre; til Stranden. I dette Strøg gaaer det smale Dalføre. Fra Fjeldsiden luder Hæggen og Rognen og den vilde Rosentjørn ned mod denne Herlighed og vil ligesom frem til det blanke Vand, der har kunnet nære de tættere Lunde af store Løvtræer, som staae ved Bredden og er den fattige Dals bedste Pragt. Hernede ser man de smaae Gaarde med talrige, plumpe og meget snævre Indgjerdinger af dygtige Kampestene. Indenfor disse Ringmure er der Agre, som ligne et Barns Haveanlæg, og Engstykker, der have et Areal, som en almindelig Hustomt. Hytterne ere dog det Selsomste her; man antager dem, ved det første Blik, for store Tuer eller overgroede Markstene; thi deres forvitrede Vægge ere overordentlig lave, Tagene hænge side over dem og antage ukjendelige Former under de-
