Side:Reisebilleder og Digte.djvu/143

139

sindigste Toner, naar Brændingen drøner i det Fjerne, og naar Søfuglen omflagrer Klipperne med sit klynkende Skrig. Stormen feier disse Bjergaaser glatte, og Øiet har i sin Nærhed et armt Feldt at dvæle ved; sjelden træffer man en grøn Busk i Lierne, kun den kraftige Ræveklokke staar kneisende i Klippevraaen og afbryder, paa en enkelt Plet, det sørgelige Øde med sin ensomme Pragt. Men naar man har overvundet den første Modløshed, og ordnet Masserne til bestemte Partier, vil man ogsaa sinde noget Tiltrækkende ved disse Landskaber; man bemærker nu de storartede Linier i denne Ødemark, hvorpaa der sjelden mangler isolerede, stoltformede Klippeblokke, der tegne sig skarpt mod Horizonten og synes at skue hen over Havet som halvsunkne Sphinxer. Man begynder endog at blive fortrolig med de vide Tørvgrunde og Lyngsletter, der indtage en lavere Strækning; thi de bringe Afvexling i den monotone Farvning, og danne Overgangen til blidere Scener. Og hvor rigt er ikke det lange Fjernsyn over alle Høider, over alle Holme og Skjer, til den aabne Sø, hvor man tæller Skibene og følger deres Baner, og lader de mangehaande livfulde Tanker flyve hen med de hvide Seil. Paa en solblid Dag, naar Straalerne lege paa Vandet og give alle Gjenstande derude et gyldent Skjer, kan man foretrække det golde Øfjeld for ethvert andet Hvilepunkt. Snart ser man Skibene ved Kysten i kjendelige Om-