tyde Tindernes og Fjeldliniernes sammenslyngede og henilende Skrift; Formodninger, Sammenligninger og Kjendsgjerninger bleve udvexlede og prøvede, for at Alt kunde faae sit rette Navn, og da man havde inddraget alle Punkter under den Tydning, jeg nu har meddelt, hengav vi os til Beskuelsen med fornyet Behag.
„Sidst da Lieutenanten og jeg var paa Skillingshovde“, sagde Ole Ask, „var der ei nær saa fornøieligt for Øinene som nu; thi det var midvinters med tykt Veir og svære Snebyger. Vi vare Mange i Følge, og kom fra Vesteraassætren hid paa Ski. Uagtet det skulde være midt paa Dagen, var her dog mørkt og ukjendeligt. Det høres underligt, men dengang stellede vi saa længe til vi fik Ild paa, og kunde koge styrkende Mad, som vi Alle havde nødig. Nu ser det værre ud med Madlavningen, for her er ingen Sne at tine, og vil man nu sinde Vand paa denne Tørhammer, maa man nok se efter om der skulde være noget igjen af Morgenduggen“.
„Sig ikke det, min kjære Ole“, sagde Lieutenanten, „du pleier ei saa hurtigt give tabt, og siden det er din Sag at skaffe Vand, gjør du nok dit Bedste“. „Jeg faaer vel prøve da“, svarede Ole, og gik afsted paa Undersøgelse.
Efter et Kvarters Tid kom han tilbage og meldte, at vi nu kunde vælge mellem en kold og en varm
