Virksomhed ei var til Hæder eller Nytte for Fædrenelandet, rimeligt og sandsynligt at dets Opløsning vilde lede til ærefuldere og heldigere Resultater. Beviset herfor ligger i mine foregaaende Argumentationer. Actors Slutning, at man ved Handlingens Bedømmelse nødvendigviis maa tage Hensyn til dens skadelige Følger, er saaledes udledet af falske Præmisser.
Der fortælles endvidere, at man i al Fald ikke havde Ret til at belære Storthinget ved Midler, der forstyrre de helligste constitutionelle Forhold, standse Statsstyrelsen eller føre denne paa Afveie og udsætte Statsforfatningen for Fare. Ganske vist maatte dette misbilliges, dersom det for holdt sig saaledes, eller hvis der gaves noget andet lovligere Middel. Men ingen af Delene er Tilfældet. Middelet er netop lovligt siden det bestaaer i Anvendelsen af Kongens constitutionelle Ret; de farlige Følger deraf ere hverken beviiste eller sandsynlige; tværtimod, det maa ansees ophøiet over enhver Tvivl, at Hensigten paa denne Maade vil opnaaes, hvilket forhaabentlig snart kan erfares af det overordentlige Storthings klogere Fremgangsmaade.
Finantsdepartementets Skrivelse til Actor af 8de dennes viser, at de befrygtede farlige Resultater ikke ere indtraadte, og der er vel ingen Grund til at antage, at de mere skulle indtræde denne Gang end forhen. Jeg gjentager for øvrigt, at Skylden i alfald er Repræsentationens, som kunde og burde sørget for at Bevilgnings- og Skattevæsenet var ordnet inden 1ste Juli. Det indsees ikke hvori de mildere Midler skulde have bestaaet. Naar det Onde, man lider under, er saa stort og indgroet som en Repræsentations vedvarende Miskjendelse af sine første Pligten da maa Sagen behandles paa en energisk Maade, hvis der skal være Haab om Bedring. Kongemagten kan hverken for de indre eller ydre Forholds Skyld taale en saadan Behandling, som man hos os har tilladt sig. Det maatte forudsees, at en Fortsættelse deraf vilde lede til de sørgeligste, aldeles
