Ophævelsen af Frdg. 13de Januar 1741, om Liggedage, pharmaceutisk Examen, udvidede Rettigheder til at føre Dæksfartøier, forandrede Grændser for Moss, o. s. v. medens man endnu ikke havde taget fat paa noget andet omfattende Lovgivningsarbeide end Haandværksloven, hvilken Odelsthinget begyndte paa den 27de April men dog ikke blev færdig med førend den 6te Juni, at Sagerne sendtes frem og tilbage imellem Storthingets begge Afdelinger med de smaaligste Anmærkninger og Forandringer, at man stred med Haardnakkenhed for et Comma, et Ord, at Loven om Udmyntning af Skillemynt ikke fik sin Tilværelse uden efter en, næsten til Forargelse gaaende Kamp om Formen, at man i Bestemmelsen om Bankcoursens Nedsættelse, trods alt hvad derom var skrevet og yttret, dog ikke kunde træffe det Rette og for Nationen Gavnlige, at man i Indstillingen om det Egerske Fund røbede de materielleste Anskuelser, at man under Debatterne om Qvarteergodtgjørelsen hørte debitere Facta, som beviisligen ei stemmede med Sandheden, at der vilde hengaae flere Aar inden Storthinget kunde faae tilendebragt dets nødvendige Forretninger, hvis man vilde behandle de vigtige Sager ligesaa fuldstændigen og vidtløftigen som de ubetydelige, og at man jevnligen lagde for Dagen deels at man var uimodtagelig for Grunde, deels talede med i Sager, hvorom man var ganske ukyndig, — saa feiler jeg vel ikke ved at paastaae, at sidste Storthing ingenlunde viiste sig værdig til Nationens og Kongens Tillid, men at dets hele Færd fra først til sidst bar Præget af en Aand, der med Rette ansaaes høist fordærvelig for Fædrenelandet. Under saadanne Omstændigheder drister jeg mig til at besvare Spørgsmaalet, om Landets Ære og Vel fordrede at dette Storthing blev opløst, med det bestemteste Ja, og at betvivle at nogen fordomsfri Mand for Alvor kan være af den modsatte Mening. Hvad der passerede efter at Hans Majestæt var bleven misfornøiet med at Commandanten paa Agershuus betjente sig af de
