Bedrøvelse erfaret hvorledes sidste Storthing, opmuntret ved Budget-Committeens Indstilling, ikke blot gjorde betydelige Nedsættelser i disse Pensioner, tildeels med en forbausende Smaalighed og saavel paa Statscassens som paa Storthingets dyrebare Tids Bekostning, men at det endog troede sig beføiet til at bortraisonnere de klare og tydelige Rettigheder, Lovgivningen tilstaaer en heel Classe af trængende Individer. (cfr. Fund. 13de Juli 1712. Forord. 21de Juni 1720. Pl. 19de October 1727. Pl. 29de Septbr. 1786. Fordn. 4de August 1788 §. 7. Conv. 2den Septbr. 1819., Art. 17. Opgjørelse af 20de April 1820, Art. 7 Nr. 19). Thingets bedste Mænd have indtil Evidence beviist det ulovlige og Vilkaarlige i at berøve Embedsmænds Enker og Børn Pension — forgjæves: Eensidighed og andre ligesaa forkastelige Motiver vare døve for Retfærdighedens Røst. Men man lod sig ikke engang nøie hermed; man besluttede at indgaae til Hans Majestæt med en Adresse, hvis Gjenstand deels skulde være Anmodningen om et fast Pensions-Reglement, deels Erklæringen om at hine Enker og Børn ikke maatte indbefattes derunder, uagtet man alvorligen blev lagt paa Hjertet, at denne Fremgangsmaade sigter til at indskrænke Kongens grundlovmæssige Ret til at meddele midlertidige Pensioner, og derfor er en Anmasselse fra Repræsentationens Side. Endelig drev man denne Ringeagt for de kongelige Prærogativer til det Yderste ved Opgjørelsen og Antagelsen af Militair-Etatens Budget. Jeg henviser til Morgenbladet Nr. 148, 149, 152, 153, 154, 155, 156, 159, 160 — 64, hvor denne mærkelige Committee-Indstilling findes in extenso, og til Nr. 168 sqq. som indeholder de i den Anledning fattede Beslutninger. Foruden at man her er gaaet i en Detaille, der gjør et Armeedepartement aldeles overflødigt og lidet svarer til de Landes Exempel, man ved andre Leiligheder har for Øine, skal jeg tillade mig at paapege følgende specielle Poster, i hvilke man uden
