Justum ac tenacem propositi virum
Non civium ardor prava jubentium,
Non voltus instantis tyranni
Mente quatit solida.
Horat.
Af alle de Kræfter, der sætte den menneskelige Aand i Virksomhed, gives der ingen i sin Oprindelse ædlere, ingen i sine Resultater mere omfattende og velgjørende end den, hvis Formaal er Statssamfundets heldigst mulige Organisation.
Oldtidens Vise have ikke mindre end vore Dages dybsindige Tænkere helliget Løsningen af denne Opgave deres hele Liv; dens Vanskelighed har kun været dem en Spore mere til større Anstrængelse, og de have ikke hvilet førend de vare komne til det Maal, de stundede efter. Vi kunne ligesaalidet forundre os over denne utrættelige Virksomhed som over det forskjellige Udbytte, den har givet. Trangen til en fornuftmæssig Samfundsorden, Nødvendigheden af at afstikke dennes Grændser saaledes at det indre Rum kunde dannes til et roligt og lykkeligt Hjem for den store Familie, var iøinefaldende. Sikkerhed paa Person og Eiendom — denne første Betingelse for Menneskets Velværen — var blot et fromt Ønske i Naturstanden, Udviklingen af vore Evner, Menneskeslægtens Fremadstræben til moralsk og intellectuel Forædling følgelig aldeles uopnaaelig. Der udfordredes ikke megen Skarpsindighed for at indsee Fordelene ved en mere regelret Tingenes Orden, som forbandt alle til eet Maal i den udvortes Verden for at det indre Menneske desto tryggere og hensigtsmæssigere kunde arbeide paa sin egen Fuldkommengjørelse.
Alt dette laae saa nær forhaanden, at Tanken ikke kunde opstaae førend den stræbede efter at bringe disse For hold under sit Herredømme. Spørgsmaalet var kun hvor-
