andre — imod Statsraadets Medlemmer for Embedsforbrydelser.
Beslutningen er i det Foregaaende formeentlig beviist at være stridende imod Statsformen, saavel directe som indirecte, ligesom at den er øiensynlig skadelig for Riget.
Forsaavidt den nødvendigviis foranlediger, at uden Storthingets Samtykke Handlinger foretages, hvortil Beslutning af Storthinget udfordres, er desuden Ansvarlighedslovens § 1 Litr. d verbotenus anvendelig, ved hvilken som ringeste Straf er bestemt Embedsforbrydelse.
Jeg formener derfor, at det er aldeles klart, at Statsminister Løvenskiold bør dømmes til at have sit Embede forbrudt; men derimod ansees Cumulation af denne Straf med Bøder efter Ansvarlighedslovens § 2 Litr. i, efter Omstændighederne, mindre passende.
Betræffende Ansvar af Skadeserstatning, indeholder den oftciterede Lovs § 23, at de iøvrigt gjældende Love forsaavidt ere anvendelige, og disse bestemme klarligen, at Enhver er pligtig at erstatte den Skade, han ved sine frie, retsstridige Handlinger paafører Nogen. Denne Pligt maa in casu følgelig ogsaa paaligge den Anklagede, men at bestemme Stadens Størrelse i dens hele Udstrækning er umuligt, og at bestemme den for nogen Deel, er idetmindste for Tiden saare vanfkeligt. Det kan nemlig først senere erfares, hvilke directe Tab, Statscassen lider formedelst manglende Skattepaabud af alle Slags, et Tab, der baade er afhængig af den Tid, hvori den forfatningsstridige Tilstand, hvori vi nu befinde os, skal vedvare, af de Forholdsregler, som Regjeringen tager med Hensyn til Skattevæsenet og af Borgernes Villighed eller Uvillighed til at præstere nogen Skat eller Afgift udenfor Tolden.
Herforuden har jeg ovenfor tilladt mig at bemærke, at Statscassen lider et pecuniairt Tab derved, at en stor Deel af de Omkostninger, som ere medgaaede til det sidstafholdte Storthing, ere blevne spildte formedelst dets ube-
