dehold, hvormed Rettigheden efter § 80 i Grl. siges hidtil at være udøvet, skulde taget Anledning til at forudsætte, at det samme Maadehold ikke kunde vises sidste Storthing; men Grunden, hvorfor Storthinget skulde ansee sig forpligtet til at fælde en saadan skjæv Dom, er ikke nærmere oplyst. — Tværtimod kunde Storthinget, efter hvad der er passeret ligesiden den nye Forsatnings Tilblivelse, ikke forsvare udelukkende at anvende Tiden til enkelte Dele af den for Storthinget foreskrevne Virksomhed, nemlig Bevilgnings- og Beskatningsvæsenet, og saaledes tilsidesætte de ved Grundloven Storthinget paalagte Pligter som lovgivende og controllerende Magt. — Gjennemgaaer man de i Storthings-Forhandlingerne fra 1815—1833 indeholdte forskjellige Kongelige Meddelelser angaaende Prolongationer for Storthingene, vil man finde, at de i Almindelighed taget indeholde Erkjendelse af, at de Storthingene paahvilende Forretninger ikke kunde ventes fremmede i den Tid af 3 Maaneder, som ved Grundlovens § 80 er bestemt. I enkelte er anbragt Opmuntring til at benytte Tiden, ligesom enkelte sees at være ligesom mere uvillig givne, fornemmelig til Storthinget 1821; een, nemlig til Storthinget i 1824, er givet i Betragtning af Storthingets gode Aand; flere ere endog tilstaaede uden Ansøgning af Storthingene, nemlig i 1816, 1818 og 1827. — I Resolution af 17de Juni 1833, hvorved Storthinget prolongeredes paa ubestemt Tid, hedder det, ”at Kongen er overbeviist om, at Storthinget vil tage Hensyn til Hans paa det Almindeliges Tarv og Bedste grundede Ønske om, at de vigtigste Sager maae udgjøre Gjenstanden for dets tilbagestaaende Forhandlinger”, og under 25de Juli s. A. har Hs. Maj. endvidere resolveret: ”Efterat Hs. Maj. ved Resolution af 15de dennes naadigst havde bemyndiget Hs. Kgl. H. Kronprindsen til paa Høistsammes Vegne at opløse det nu forsamlede Storthing den 31te Juli, har Hs. Maj. med særdeles Hensyn til de Høistsamme af Hs. Kgl.
