Seier vindes ikke uden Strid, og under denne maa vel Tid hengaae; men hvilken ikke kan ansees som spildt, uden at man eensidig fæster sit Blik paa Øieblikkets Tarv.
At Storthinget ikke udelukkende har beskjæftiget sig med Propositioner, vedkommende Budgettet og Skattevæsenet, og at enkelte mindre vigtige Sager ere blevne foretagne og afgjorte, medens hine endnu vare uafgjorte, kan vistnok heller ikke med Grund være Gjenstand for Daddel; en saadan Daddel vilde være saa aabenbar uretfærdig og upassende, saa at jeg ikke troer det nødvendigt at blotte den; men jeg vil kun gjøre den Bemærkning, at jo mindre vidtløftig en Sag er, jo mindre Forberedelse den kræver, destomere er der Anledning til i Mellemrum, da de vidtløftige og større Sager endnu ikke kunne være modne, at bringe dem til Afgjørelse. Finder man, at det her Anførte ikke er tilstrækkeligt til at retfærdiggjøre Storthinget, saa staaer dog endnu den store og vigtige Opgave tilbage at løse, om disse paaklagede Mangler kunne retfærdiggjøre Storthingets Opløsning? Dette Spørgsmaal besvarer jeg efter min Overbeviisning med det bestemteste ”Nei”. De Feilgreb, som paaklages ved Pensionssagen og Militair-Budgettet, tabe ikke deres Indflydelse derved, at man hæver Storthinget: eengang begaaede staae de ei til at forandre, uden forsaavidt, at den executive Magt drister sig til at antage, at Storthinget maatte være gaaet udenfor sin Myndigheds Kreds; enkelte Controverser angaaende Grundlovens Fortolkning, hvilke synes at have vakt Hs. Maj. Kongens Opmærksomhed, have faaet deres Resultat, og om dem gjælder det samme, og naar dette Storthing i en ikke uvigtig Qvæstion om de constitutionelle Rettigheder har forladt en Fortolkning, som havde gjort sig gjældende paa 7de Storthing og forladt den ene af den Grund, at man befrygtede derved at gjøre Indgreb i et kongeligt Prærogativ, saa kan Storthinget vistnok ikke med Rette sigtes som var det mindre samvittighedsfuldt, mindre omhyggeligt for at bevare de rette
