tringer til Vished; men dette kan ikke tjene til at retfærdiggjøre den kongl. Raadgivers Forhold, som her er under Bedømmelse, hvor Talen er om Sagernes Tilstand paa den Tid, da den paatalte Beslutning blev fattet.
Man har indvendt, at det er Storthingets egen Skyld, at det ikke har havt Budgettet og Skattepaalæggene færdige til den 1ste Juli og at det sidste saavelsom de foregaaende Storthinges Forretningsorden, at opsætte indtil Slutningen af deres Sammenkomst at fatte Bestemmelse om hine Anliggender, røber en Tendents til at tiltvinge sig Prolongation, hvori den kgl. Myndighed ikke bør finde sig, ligesom et Interregnum med Hensyn til Beskatning og Bevilgning har været en naturlig Følge hvert 3die Aar af hiin Fremgangsmaade. Den første Beskyldning aabenbarer sig som aldeles ubeføiet, naar der lægges Mærke til, at det er ugjørligt at tage det egentlige Budget under endelig Behandling forinden mangfoldige Sager, som med det staae i nærmere eller fjernere Forbindelse, først ere drøftede af de vedkommende Committeer og bragte til Afgjørelse i Thinget og dets Afdelinger.
Dersom Talen blot var om at votere over Statens Indtægter og Udgifter, saaledes som de ved den kgl. Proposition ere bragte i Forslag, saa maatte vistnok den Fordring kunde fyldestgjøres, at Budgettet skulde være færdigt til den 1ste Juli; men at dette ikke kan være Regjeringens Mening, er jo indlysende deraf, at den ved Siden af det egentlige Budget forelægger Storthinget til Behandling og Afgjørelse alle hine vigtige og indgribende Arbeider, hvorpaa Budgettet er baseret, og hvilket den vel ikke kunde undlade, dersom den overhovedet vilde bevirke nogen Fremgang i det Bestaaende og ikke antagen at Storthingets Medlemmer ere blotte Maskiner, satte til ved Qvasi-Voteringer at tilveiebringe de Summer, som maatte forlanges.
Gjennemgaaer man de paa forrige Storthing fremsatte kgl. Propositioner og Meddelelser, da vil man befinde,
