maa Storthinget sammenkaldes udenfor den almindelige Tid — forbyder altsaa Sammenkaldelsen udenfor dette Tilfælde. — Men er det et overordentligt Tilfælde, at man jager det ordentlige Storthings Medlemmer fra hinanden — ikke som vare de Nationens Repræsentanter — men som vare de dens Bærme, og i samme Nu erklærer, at et overordentligt Tilfælde er forhaanden, der fornødiger Storthingets Sammenkaldelse? — Har man ikke ved denne ubetimelige Opløsning sat sig i den Nødvendighed, at maatte enten i 3 Aar regjere uden Budget og Skattepaalæg eller imod Grdl. § 69 sammenkalde et overordentligt Storthing, for blot at continuere en Deel af de det ordentlige Storthing forelagte Sagers Behandling? — Hine 8 Argumenter fortjene ingen speciel Gjendrivelse. Er det saa, at Storthinget, naar dets Forretninger ordnedes hensigtsmæssigt, ei tiltrængte mere end 3 Maaneder at være forsamlet i, at den executive Magts Eftergivenhed altsaa har bragt Storthingene paa Afveie: mener man da herved at sige Regjeringen nogen Compliment? beskylder man den ikke meget mere for at have forraadet den dem til Efterlevelse betroede Grundlov? Behøvede Storthingene ikke den Tid, som de have forlangt, hvorfor har man da tilstaaet den?. — Kan man bedømme Spørgsmaalet, om et Storthing bør tilstaaes Prolongation eller ikke paa samme Maade som man afgjør, om man skal gjøre Indkjøb af en ny Kjole — at man muligens trænger til den, men muligens kan undvære den, og i denne Tvivl gjør Indkjøbet? — Havde det ikke været Pligt for Regjeringen — for den Tiltalte in specie — at gjøre Kongen opmærksom paa den feilagtige Forretningsorden, som nu klages over? — Burde ikke Storthinget været givet Anledning til ak tage Sagen under Overveielse — at rette den, om fornødent? — Kunde man tvivle paa, at en stor Deel, ja den største Deel af Repræsentationens Medlemmer vilde lytte til Kongens i Forstandighed og med ædel Villie udtalte Ords Skulde ikke den executive Magt forenet sig med de
