7) De mange og vigtige Storthinget forelagte Arbeider burde opfordret det til Sparsommelighed med Tidens Anvendelse, og Repræsentationens enten forsætlig eller gjennem Ukyndighed bevirkede Tids-Tab, kan ikke forpligte Kongen til at give efter.
8) Nationen kan ikke i det Uendelige taale, at Storthinget saa uforsvarligen røgter sit vigtige Kald, og gaaer det vel an at forstyrre den til Folkets Sikkerhed etablerede Ligevægt ved at tilstaae den ene Statsmagt Ret til at skaffe sig en forøget Myndighed blot derved, at den misbruger den, den allerede er i Besiddelse af?
Det forekommer mig, at man forlader Stridspunktet. Der er ingen Tvivl om, at Rettigheden efter § 80 tilkommer Kongen, og det ansees ligegyldigt, om Grundloven kun undtagelsesviis statuerer, at Storthinget behøver mere end 3 Maaneder til dets Forretninger. — Spørgsmaalet er om de Grundsætninger, hvorefter den constitutionelle Konge bør udøve den her omhandlede Rettighed — om de under den formelle Procedure saameget omtalte Regjerings-Maximer og Principerne for denne Rettigheds Udøvelse. — Der spørges da, om det er en constitutionel Maxime, naar Nationalforsamlingen af Regjeringen er overlæsset med de vigtigste og mangfoldigste Sager — naar disse Sager staae i uadskillelig Forbindelse med Sager, som efter Grundloven skulle være tilendebragte af ethvert ordentligt Storthing — uden mindste Advarsel — uden at Tegn til Misnøie er yttret — efterat Repræsentationen ved Maaden, hvorpaa Prolongation er meddeelt, er gjort sikker — da at opløse Storthinget paa en Tid, da man erkjender dets Virksomhed saa absolut nødvendig, at man i Opløsningsacten lader Ord falde derom, og 6 Uger efter Opløsningen sammenkalder de samme Medlemmer til et overordentligt Storthings — Forudsætter Grundloven, at mere end 3 Maaneder kun undtagelsesviis behøves for Storthingets Forretninger, faa byder dog Grundlovens § 69, at kun i overordentlige Tilfælde
