hedens fule Affødninger trives saaledes som de gjøre. At give denne onde og i Sandhed fordærvelige Aand et Tilbagestød var vistnok den væsentligste Hensigt med hiin Overeenskomst, og denne Hensigt fortjener neppe Daddel. — Det forholder sig desuden ingenlunde saa, at Embedsmænd som saadanne møde paa Storthinget; thi dette kan holdes, om der end ikke er en eneste Embedsmand, og Alle ere der lige, undtagen at den Rangforordning, som større Dygtighed, som Talenter og Kundskaber danne, er der, som i ethvert civiliseret Samfund, gjældende. — Et beklageligt Tegn paa, hvad man vil at Friheden i et frit Land skal betyde er det ellers, naar man ikke upaatalt tør itrække sig af egne Klæder, dem man lyster.
c) „17de Mais Høitideligholdelse maatte betragtes saarende for Kongen.”
Men da det hele Norske Folks Anskuelse af 17de Mai som en sand Folkefest, mindende om dets igjenvundne Frihed, er noksom bekjendt, hvorledes kan det da med Billighed fordres, at Repræsentationen skal adskille sig fra Folket? Der er en Meningsforskjel imellem Kongen og Folket i denne Sag, som det sidste ikke kan opgive, uden at træde al Historie under Fødder. Folket paastaaer at have givet sig den frie Forfatning og derefter at have antaget dets Konge til at regjere i Overeensstemmelse med Forfatningen; medens den anden Anskuelse er, at Kongen har skjenket Folket dets Grundlov. Storthinget handlede forøvrigt heller ikke ved denne Leilighed i Egenskab af Storthing, men dets Medlemmer deeltoge kun som private Mænd i en Fest, med Hensyn til hvis Betydning man ogsaa nærede det Haab at Kongens Anskuelser meget vare forandrede Om Indbydelsen til et Minde for 17de Mai gjælder alt det her Anførte, og forsaavidt det er bekjendt, at et i Indbydelsen forekommende Udtryk, ”Folkesouverainitet,” har vakt Opmærksomhed og Misbilligelse paa høiere Steder, tilføies det alene, at dette Udtryk ingenlunde er brugt i Relation
