saare fortjenstfuld Handling af den Kongelige Raadgiver. Han klager over Mangel paa stolte og ophøiede Tanker — er da ikke her en Overflødighed deraf? Overgangen skeer nu til vore 3de sidste Storthing. Kun eet eneste Penselsstrøg levnes Storthingene 1830 og 1833, idet Rigsretten erindres om, hvad da passerede i Anledning af Budgettet og forskjellige, Pensionsvæsenet vedkommende, Qvæstioner. Men desto omsorgsfuldere udføres Portraitet af 8de Storthing. Det sluttede sig, hedder det, til de foregaaende Storthinges Vildfarelser, opfindsom i Vilkaarlighed og Egenraadighed fremkaldte det — et poetisk Uveir og dets Opløsning. Det fremvises i alle Skikkelser: snart er det en frodig Plante, der har sin Rod i den forblindede Hobs Hjerter — snart er det Spidsen af en Pyramide, opført af Vilkaarlighedens raae Steen — snart er det Culminations-Punkter for en Tøilesløshed, som vilde beherske Norge. Derfra gaaer man til Fundamentet, forsynet med Maal og Passer — det findes brøstfældigt — og endelig, efter at Statsministeren har revet det ned — vises dets Ruiner, hvilke Dommerne formanes til at sætte sammen, NB. i Indbildningen. Unægtelig er denne Beskrivelse meget lærerig og vejledende for Dommerne ved det Kald, de have at udføre; men dristig tillige og nærgaaende imod Grundlovens § 100, der forbyder at vise Ringeagt mod de constitutionelle Magter. En idyllisk Beskrivelse paafølger over den Tilstand, hvori vort offentlige Liv befandt sig ved sidste Storthings Sammenkomst.
Jeg vover ikke at gjentage den; men vor Lykke var ikke mindre end i Guldalderen under Danmarks-Forbindelsen. Kun enkelte Træk af disse lykkelige Øieblikke vil jeg laane: I Stedet for den Mistænkelighed og Uenighed, som, efter den nylig leverede Beskrivelse, ellers altid bygger og boer hos os, herskede da den ønskeligste Harmonie imellem Folket og Regjeringen. Grundloven holdtes i vedbørlig Ære, Person og Eiendom vare lige sikkrede, Lovene havde
