frem og tilbage ere vel en Udgift, men deels af en underordnet Beskaffenhed, deels af et mindre Beløb end hvad Storthingets Holdelse i 2 Maaneder koster. Hvor liden Anledning man har til at paastaae, at noget Væsentligt vilde være udrettet i den Tid, har jeg oftere gjort opmærksom paa; og dersom den Kongelige Resolution af 2den Juli opnaaer Hensigten, vil det overordentlige Storthings Sammenkaldelse bevirke de nødvendigste Sagers Tilendebringelse for en billigere Priis end om det ordentlige Storthing var blevet samlet. Det synes forresten noget sælsomt at ville opgjøre en Conto over Pengeudgifterne i deslige Tilfælde, hvilket vel meget erindrer os om det desværre altfor almindeligt blevne Princip at Statens Lyksalighed ene eller dog væsentligst bestaaer i at spare, uden Hensyn til de større og ædlere Goder, man derved opoffrer. Med Billighed forundrer man sig vistnok ogsaa over at Odelsthinget paa eengang drager saa megen Omsorg for at skaane Statscassen for Udgifter, imedens det tidligere, under dets egen Virksomhed, just ikke synes at have tænkt paa hvad hver Dag, Repræsentationen var samlet, kostede Landet.
Forsaavidt jeg ikke allerede tidligere har havt Anledning til at imødegaae Actors Klagepuncter og de derfor anbragte Grunde, haaber jeg nu tilstrækkeligen at have godtgjort, at Hans Excellence Statsminister Løvenskjold ikke i nogensomhelst Henseende har overtraadt sine constitutionelle Pligter, men at han netop har handlet saaledes som man af en oplyst, fordomsfri og fædrenelandssindet Statsmand kunde vente. Jeg har viist, at Beskaffenheden af det Prærogativ, Grundlovens §. 80 hjemler Kongen, ikke tillader nogensomhelst Indskrænkning eller Undersøgelse af dets Hensigtsmæssighed for det enkelte Tilfælde — at Grundlovens 15de §. hverken omhandler en saadan Sag, som den, der her er Gjenstand for Drøftelse, eller kan antages tilsidesat — at Resolutionen af 2den Juli, saa langt fra at stride imod Statsformens Aand, netop er en ligefrem Anvendelse af
