vil kunne svare mig paa det. Men Ulykken er, at Folk bider paa og siger, at Politiken er noget for sig. Men det er ikke sandt, uagtet rigtignok mange er saa vankundige og begrebsforvirrede, at de indbilder sig, at de kan indrette en aparte og egen Moral for sin Politik. Der er en hel Mængde Mennesker, som tror, at „politisk“ er omtrent det samme som „polidsk“, og at man i Politiken har Lov til at tænke som en Hestebytter, idet man ved en Politikus tænker sig en Mand, hvis Hovedhensigt det er at narre sine Medmennesker; man siger om en Handling, at det er Politik, og man forstaar derved, at den gaar ud paa at narre Folk.
Det Opraab til den troende Del af vort Lands Befolkning, som er udgaaet under Ledelse af vore bedste Mænd, særlig Professor Johnson, det er sandelig et Opraab i rette Tid, og det er til det, vi maa sætte vort Haab; thi dersom den kristne Kjærne i vort Folk ikke er stærk nok til at kunne redde vort Samfund, saa er intet istand til at redde det; som Herren selv har sagt: hans troende skal være Jordens Salt. Derfor er dette Opraab ogsaa Radikalerne som Salt i Saaret; det svider frygtelig. Ved Synet af de Skrifter, der uddeles fra den Kreds – disse saakaldte Opraabsskrifter – bliver Radikalerne omtrent saa tilmode, som efter de gamle Folkeeventyr Jutulerne engang blev, naar de hørte Kirkeklokkerne ringe; de kaster Stene efter dem, som Jutulerne kastede Stene efter Kirkerne. De føler sig nemlig trufne, de føler, at de her staar overfor sine stærkeste Fiender, og intet kan derfor mere bringe dem i Harnisk, end disse Skrifter. Hvad er det da for et Stikord, de bruger? – thi Stikordene maa vi huske paa. Jeg siger: vogter Eder for Stikordene! det er netop Stikordene, Tidens falske
