paa Eidsvold stod ikke Muligheden af en saadan Misbrug, hvorved Lagthinget sammensættes af Storthingets Majoritet med den bevidste Hensigt, saaledes som skeet, derved at opnaa et vist Maal, man har sat sig. Eidsvoldsmændene tænkte sig ikke Muligheden af, at deres Efterkommere kunde gjøre sig skyldige i en i den Grad umoralsk Handling. Jeg har ikke Tid til at gaa ind paa alle de Sager, som hermed kunde bringes paa Bane. Den mest omtalte af dem alle, er den allerede nævnte Strid om det absolute Veto. I Forfatningens første Tid ved vi allesammen, det ansaaes utvivlsomt, at Kongemagten havde Veto i Grundlovssager. Allerede i 1818 paa det andet Storthing oversendtes som bekjendt, med Georg Sverdrups Underskrift en Beslutning om en Grundlovsforandring til Kongen, idet man udbad sig Hs. Maj. Kongens Sanktion og derved sagtens erkjendte, at han havde Retten. I 1824 ved vi, at det blev udtalt som Storthingets Overbevisning, at Forfatningen hjemlede Kongemagten et absolut Veto. Senere hen har der, som man ved, kunnet være udtalt Tvivl, om Vetoet i Grundlovssager er absolut, eller udsættende; men aldrig har man tidligere villet høre paa saadant, som at Kongen intet Veto skal have, som det i den sidste Tid for Alvor er blevet udtalt. Jeg skal ikke indlade mig paa den lange Vetohistorie, der er blevet fortærsket og udtværet i det uendelige, men bare fremlægge den Sag i et Par Ord paa den Maade, som forekommer mig at være den begribeligste og mest populære. Den nemlig, som nægter Kongen absolut Veto, kan ikke faa gjort det paa anden Maade end ved at tage Grundloven, der som bekjendt bestaar af 112 ser, og skjære den over i 2 Parter, af hvilke den
