kjender fra Island, allerede havde faaet sin faste Form hos Nordboerne i Irland.
De nordiske Vikinger omtales i England første Gang, 793, i Irland 795. Da brænder de en Kirke paa en Ø tæt ved Dublin. I Aarene 798—802, plyndrer de paa Øen Man og længer oppe mod Nord ved Skotlands Vestkyst, endog saa høit mod Nord som paa den hellige Ø Icolmcill, hvor Angrebet gjentages i 806. I Aaret 807 viser Vikingerne sig første Gang paa Irlands Fastland. Efter nogle Aars Hvile begynder Vikingernes Anfald paa Irland igjen i 820, og i 820—830 omsværmer Vikingeflaader Irland til mange Sider. I 835 viser de sig for første Gang ved Midtvinterstid i Irland. Fra 836 optræder Vikingerne mere i Forening. 840—845 er de rundt omkring i Landet, anlægger Skanser og Fæstningsværker.
Irlænderne var kun lidet skikkede til at byde Nordboerne nogen samlet Modstand. Landet var splittet i 4 Kongeriger Connaught, Ulster, Leinster og Munster foruden Distriktet Meath. De nævnte større Dele var igjen splittede i Stammer, Slægter og Familier. En irsk Overkonge havde saagodtsom ingen Magt. Irlænderne havde ingen Følelse for en irsk Enhed, men kun for den vel at Landet eller endog kun for den Stamme, hvortil de borte. Efter Nordboerne forenede Konger og Folk i en irsk Landsdel sig jævnlig med Nordboerne til Bekjæmpelse af Irlændere i andre Landsdele.
Nordboernes Magt blev ogsaa fremmet i høi Grad derved, at de i Skipsbygnigskunst og Sjødygtighed stod langt over Irlændere, ligesom ogsaa i Anlæg for Handel og Handelsreiser. Nordboerne satte sig navnlig fast i Dublin, Wa-
