Magnus, med hvem Nordboer fra Dublin, Suderøerne og Orknøerne forenede sig. Det er derfor meget muligt, at man i Norge, allerede førend Harald Sigurdssøn drog ud paa sit Englandstog i 1066, har lært at kjende en i Dublin tilbleven fast formet Fortælling om Brian-Slaget eller en af saadan Fortælling paavirket ældre Braavalla-Digtning. Men naar vi skal gjøre os Rede for, hvor og naar denne Fortælling eller denne Digtning sandsynlig har paavirket Forfatteren af det Braavalla-Kvæde, som er forfattet mellem Vaaren 1065 og September 1066, saa maa vi fremfor alt tænke paa, at den norske Konge og hans Mænd under Englandstoget 1066 kommer i umiddelbar levende Forbindelse med de blandt irsktalende Mænd i Vesten boende Nordmænd. Thi paa Englands-Toget fik Kong Harald Hjælp af en irsk Konge og tillige af Gudrød Crovan, som siden satte sig i Besiddelse af Øen Man og Suderøerne. Disse Mænd fra Irland og Suderøerne maa sikkerlig have stødt til Kong Harald Haardraade paa Orknøerne.
Naar der i Dublin omkring 1015—1020 er opstaaet en nordisk Sagafortælling om Brian-Slaget og naar der noget senere med denne Fortælling som Forbillede er af en Nordbo blandt irsk-talende Mænd i Vesten digtet en Braavalla-Fortælling paa nordisk Sprog, saa er der al grund til at tro, at denne Fortælling og denne Digtning under Samlivet paa Haralds Flaade mellem Nordmænd fra Vest og Øst har lydt for Harald og hans Mænd, saa frisk og levende, i saa fast, fuldtonende og uforvansket Form, at den kunde virke paa Tilhørernes Stemning og Fantasi.
Heraf slutter jeg følgende: Braavalla-Kvædets Kjæmperække er sandsynlig fortattet før Slaget ved Stanford-Bro,
