Saa kommer endelig det sidste Afsnit, som rækker indtil
Kalmar-Unionen. Det norske Folks Historie i det Tidsrum,
da dets selvstændige historiske Liv alt mere og mere
snævrede ind og stilnede af, alt mere og mere bestemtes
ikke af det selv, men andetstedsfra, fra de andre nordiske
Lande, fra England, Tyskland og fra Rom. Ingensteds har
Munch kanske udfoldet en saa beundringsværdig rastløs
og udholdende Arbeidskraft som her, i saa høi Grad vist
sig som den ryddende og byggende Mester. Thi her var
Grunden før ham endnu ikke fast lagt. Her maatte Munch
i stadig Uro selv hente Bygstenene fra Sverige og Danmark,
fra Tyskland og Rom. Optegnelserne blev ordnede og
Fremstillingen skreven snart i Udlandet, snart paa hjemlig
Grund. Hist ude stundom i en Jernbanekupé, hvor
Skrivebordet var Ryggen af den Bænk, som skilte Munch fra
hans Nabo i Kupéen. Her hjemme tildels i det landlige
Fristed, som Thomas Johannessen Heftyes Gjæstfrihed
aabnede for Munch. Om Dagen var han her sammen med
de Unge, Kvinder og Mænd, midt oppe i alskens Moro.
Men i sene Nattetimer, naar alle andre var gaaet til Ro,
sad han ved sit Arbeide ene i sit Rum.
Under sine Forskninger om det norske Folks Fortidsliv søgte Munch tillige tilbage til Retsudviklingens Kilder og fulgte Lovgivningen i dens Gang.
Ogsaa som Geograf og Karttegner var han virksom paa hele den Grund, hvor norske Mænd bygger eller i Fortiden har bygget.
Han havde en mærkelig Evne til at anskueliggjøre sig Stedernes geografiske Beliggenhed. Det fortælles, at han første Dag, han var kommen til Bergen, fra et høitliggende
