Irsk og som har færdes i Irland blandt irsktalende Mænd, sandsynlig tillige i England blandt Danske, der har givet Fortællingen om Tor hos Skrymer og Utgardeloke den karakteristiske Form, hvori vi kjender den fra den islandske Optegnelse i Snorres Edda.
Hermed stemmer det vel overens, at vi finder de ældste Spor af denne Fortælling i Digtene Lokasenna og Hárbarðsljóð, thi disse Digte er efter min Mening norske Digte forfattede i 10de Aarhundred i Britannien.
Ogsaa ved andre mytiske Fortællinger om Tor vilde det, som jeg tror, kunne lade sig godtgjøre, at de har faaet sin faste Form, hvori vi kjender dem fra islandske Optegnelser, allerede hos Nordmænd, som levede blandt irsktalende Mænd. Dette gjælder f. Eks. Fortællingerne om Tor og Geirrød, Tor og Rungner.
Ikke blot har mange mytiske Fortællinger, som er blevne nedskrevne paa Irland i 13de Aarhundred, allerede i 10de Aarhundred faaet sin eiendommelige Formning hos de Nordboer, som færdedes i Vesten blandt irsktalende Mænd. Men det samme gjælder visselig tlere sagnhistoriske Fortællinger, Sagaer om Personer, som har levet i den tidlige Vikingetid, men hvis Liv siden er blevet omgivet med uhistoriske og mytiske Sagn. Saaledes f. Eks. Fortællingen om Ragnar Lodkrok.
Her bør vi navnlig vende vor Opmærksomked mod det tredje at de af O’Donovan udgivne irske Annalbrudstykker. Dette Brudstykke omfatter Tiden fra Midten af 9de Aarhundred indtil 911. Uagtet det Haandskrift, hvori Annalerne er bevarede, er sent, er Begivenhederne aabenbart fortalt for en stor Del efter næsten samtidig Tradition. Og
