svinge den mod Utgardeloke. Men da ser han ham ingensteds. Tor vender saa tilbage for at gaa til Borgen og bryde den ned; da ser han der store vakre Sletter, men ingen Borg.
Et lignende Blændværk fortælles i Slutnningen af Gylfaginning. Da Gylfe eller Ganglere havde afsluttet sin Samtale i Valhal med Høi, Jævnhøi og Tredje, den hedenske Etterligning af den kristelige Treenighed, da hørte han stærke Drøn rundt om, og da han saa sig om, stod han ude paa den bare Slette. Han saa ingen Hal og ingen Borg.
Et lignende Motiv kjender vi fra Saxos Fortælling om Hothers Møde med Skovmøerne og fra den danske Vise om Erik Glipping.
Men i den særlige Form og Forbindelse, hvori Motivet optræder i Gylfaginning, viser det specielt Slægtskab med norske Sagn. I irske Fortællinger finder vi ofte det Motiv, at et Hus, hvori et Menneske har overnattet og samtalt med overnaturlige Væsener, pludselig ved Kogleri forsvinder tilligemed sine Beboere, saa at Mennesket er alene paa den øde Hede. Saaledes allerede i det ældgamle Sagn om Cechulums Fødsel. Men nærmest ved Fortællingen om Tor staar et irsk Sagn om Finn, der i poetisk Form allerede findes i Leinster-Bogen og som Prosafortælling i et senere Haandskrift.
Finn er med to Følgesvende kommen til en rædsom Jættes Hus, hvor de bliver mishandlede af Beboerne. Da de Morgenen efter stod op, saa de kverken Hus eller Folk paa den flade Slette omkring sig. Jeg holder det altsaa for utvivlsomt, at det er en Nordmand som har forstaaet