Sorgens Baare, men dernæst ogsaa en Baare, over hvilken Uforkrænkelighedens herlige Haab breder sine lyse Vinger.
En Taarens Baare! — Se denne grædende Enke og dette faderløse Barn med Taare paa Kind, — hvad have vi mere Vidnesbyrd behov?
En Sorgens Baare! — En Mand, en Forsørger rives væk fra sine Kjære, de ømmeste Baand overskjæres, visselig, det giver Sorg, smertelig Sorg. Og Sorgen bliver dobbelt smertelig, naar det er en Mand i sin bedste Alder, i sin fulde Kraft og Virksomhed. Men tidobbel bliver Sorgens Smerte, naar det som her sker i et Øieblik, uden Varsel og endydermere under ledsagende Omstændigheder af saa ganske særdeles rystende en Art.
Og dog, dyrebare Medforløste: med Sorgen og Klagen hold Maade! Thi ogsaa ved denne Baare har et saligt, et livsaligt Haab taget Plads.
Visselig var han, som nu hviler her, en Synder, en stor Synder for Gud; thi alle have vi syndet, og os fattes Guds Ære. Men da Nøden var størst, og Flammerne omgav ham og Vandene truede med at opsluge ham i hans pligtopfyldende Nidkjærhed for Næstens Vel og Velfærd — hvilket heller ikke skal glemmes ham,
