Prosessionen ordned sig og begyndte at
skride frem, — forrest Kisten, helt overdækket
med Blomster og Grønt, dernæst Enken med sin
Datter ved den ene og Provst Carlsen ved den
anden Side, saa to lange Rækker af sorte Hatte,
under hvilke den hedengangnes Venner og
Bekjendte — først og fremst Byens Restauratører
— gjorde ham den sidste Ære.
Kisten anbragtes paa Plankelaget ved Gravranden. En trykt Sang med Kors og Sørgerand blev omdelt; det var en af Kirkebogens Ligsalmer, for Anledningen arrangeret til «før» og «efter» Jordfæstelsen.
Sangkoret faldt ind. Da første Afdeling var sunget, løfted Provst Carlsen langsomt Silkehatten af sit staalgraa Hode, og hans hvidkravede, sortkjolede Skikkelse trên i velærværdig Fyldighed hen til Kisten, mens alle Hatte blev strøget og mange hvide Lommetørklær kom frem i Beredskab.
«Elskede Jesu Kristi Venner! — Hvo ved, hvor nær mig er min Ende? — sandelig, i en Stund som denne lyde disse Salmistens Ord med Røst som Basuners Røst ind i vores alles Hjerter — Vi staa her idag samlede om en Baare, — en Baare, som først og fremst er en Taarens, en
