— Det kvapp i ham, da gamle Herregud i
Kaalrabien i det samme kom ind Porten og stilled
sig bagenfor de andre.
— — «Naa ja,» blev han ved, «jeg vil haape, jei klarer mei over det, — og det er jo Meninga aa bygge Bruket op igjen, skjønner dere. — Men det tar Tid, det — saa noe Arbei kan her naa inte være aa tænke paa, her, iaar. Og saa faar dere da se dere om etter annen Beskjæftigels Saalænge. — Vi faar møte Uløkka saa godt vi kan, alle sammen.»
«Di hadde naa vel assurert, lel?» spurgte Stavskjærer Mikkelsen.
«Assurert? — ja-a — — ja, det vil si — — jo, naturligvis hadde jei assurert, —; men, altfor lite, skjønner dere! — altfor lite, — — Naa vel, det er inte mere aa snakke om, det. — — Men jei vil naa allievel nødi, at dere skal gaa snaue fra mei og komme rent paa bare Bakken med det samme; dere skal faa utbetalt hver sine 10 Kroner. — Knudsen! — — aa nei, la mei likesaagodt sjøl, siden det er sidste Gangen — indtil — videre, da. — Trond Flatberg: værsgo! — Olaves Pedersen — — —»
Ên efter en kom de frem og fik sig de 10 Kroner leveret af Oscar Andrésens Haand, bukked,
