Ja, saa gik Birte omkring i Gaardene og tog op paa Borg. Og Oline var i flunkendes ny Klær fra Top til Taa, da hun en Høstmorgen slog Følge med Fonnedals-Elven nedover mod Brofos.
— Men Bagste-Birte gik sin gamle Gang fra Bagstefjæl til Bagstefjæl deroppe i Fonnedal; og hun tænkte paa Oline, og kun paa Oline.
Den randt hende saa levende i Hu, den Tid, da hun havde Jentungen paa Ryggen og Kjævle under Armen. Nu var Jentungen væk, langt, langt væk, Vorherre maatte vide hvor og hos hvem; Birte havde bare Kjævle igjen.
Og som hun sad ved Bagstefjælen, og Kjævle rulled og rulled, og Leiv efter Leiv tynded og bredte sig jævn og rund under hendes øvede Hænder, der gik frem og tilbage mekanisk som to Maskinarme, var det atter Oline og kun Oline, hendes Tanker dreied sig om, og Træk efter Træk af deres svundne Samliv steg frem for hendes Erindring; ofte græd hun, men stundom maatte hun ogsaa drage paa Smilebaandet ved et eller andet Minde.
Det var rent mærkæværdigt, for Ord det Barnet kunde komme med. Saaledes var det engang, da hun endnu bare var Smaajente, at hun sagde:
