slaa at tømme, før de gik fra Bordet. Og det var Arbeiderens Skaal — den gode Arbeiders, vel at mærke! Thi ligesom der er gode og onde Engle og gode og onde Mennesker, saaledes er der ogsaa gode og onde Arbeidere, — eller rettere sagt: gode og slette, — hvilken sidste Betegnelse for de allerflestes Vedkommende Vel igjen helst burde omskrives med: forledede, forferte Arbeidere. Vi havde nylig her i Langestrand sét et sørgeligt Eksempel paa, hvorlangt Tidsaandens nivelerende, samfundsnedbrydende Tendenser kunde bringe selv saamangenen ellers dygtig og brav Arbeider bort fra Pligtens og Lovlighedens Vei. — Men han haabed, at det, som her havde gaat for sig, vilde være Arbeiderne en gavnlig Lærdom for Fremtiden, og at specielt den langestrandske Arbeider herefter mere og mere vilde blive en loyal, en pligttro Arbeider — med andre Ord: en god Arbeider! Han haabed og ønsked det. — «For det er jo engang saa, mine Damer og Herrer, at uden Arbeideren, den gode Arbeider, er det ikke saa greit at være Brugsherre, heller. — Paa disse Præmisser tillader jeg mig at opfordre det ærede Selskab til at drikke Arbeiderens Skaal!»
Og Champagnen funkled og straaled, da Glassene løftedes og tømtes.
