De to Lysekroner under Loftet og Lampetterne
paa Væggene straaled. Bordet straaled — med sit
Sølvtøi, sit Damaskes Dækketøi, sine Glas og
Karafler, Flasker, Tallerkner og Blomstervaser.
Oscar Andrésen straaled — hans brunrøde Næse og hans rødbrune Knebelsbart, hans snehvide Skjortebryst med Guldknapperne; og Ordenen paa hans Kjoleslag straaled.
Og Fru Andrésen straaled — hendes fyldige Figur i det skinnende sorte Atlask, hendes Diamant-Brosche, hendes Ringe, hendes Armbaand og hendes hede Ansigt med Stumpnæsen.
Det var netop paa Festens Høidepunkt — ved Desserten og Skaaltalerne. Provst Carlsen havde udbragt Skaalen for Geburtsdagsbarnet, og der laa endnu over Pastorens Aasyn et Gjenskin af de smukke, bevægede Ord, han havde talt.
Oscar Andrésen takked dybt rørt for Talen og Tilslutningen, samt udbragte et Leve for Langestrand,
En Mængde andre Skaaler blev drukket: for Vertinden, for Provst Carlsen, for Byfogden, for Politimesteren, for Damerne — — —.
— Atter igjen reiste Oscar Andrésen sig og slog paa sit Glas:
Jo, der var endnu en Skaal, han vilde fore-
